Ubetinget landet som gennem historien har været dygtigst til at fortælle
omverden, at netop deres vine er de bedste og fornemste. Alene de tidlige vinlov
Appellation d’Origine Controlée (AOC) fra 1935, en officiel oprindelsesgaranti,
hvor de geografiske grænser, druevalg udbyttekrav og kvalitetskontrol blev
standard. Dette betød at fransk vin blev endnu mere accepteret som lig med
kvalitet i den store verden. Man stoler på INAO – Institut National des
Appellations d’ Origine’s arbejde. ”Når en vin er AOC, er den god.”
I realiteten betyder det, at du får den officielle franske vinmyndigheders
garanti for, at vinen kommer fra et nærmere afgrænset område, og at en række
kvalitetskrav er blevet opfyldt. I dag
Kan man få AOC vine helt ned til 20,-
eller mindre – dog ikke hos os! Vi stiller også visse krav.
Den franske vinlov er nedefra bygget op i pyramideform, således den største
mængde vin, den med de mindste krav er placeret nederst i kvalitetspyramiden og
betegnes Vin de Table francais, dernæst kommer en stadig mere udbredt gruppe,
Vins de Pays. Her taler vi om gode landvine i en gruppe, som blev officiel i
1973 ved et særligt dekret.
AOC
V D Q S
VINS de PAYS
VIN de TABLE FRANCAIS
AOC:
Først og fremmest stilles der krav om
geografisk oprindelse inden for et nærmere angivet område. Dernæst er det valget
af druesorter, antal af planter pr. hektar, højde og beskæringsregler samt
maksimum udbytte pr. hektar, alkohol styrke i vinen. Det vil sige at undervejs
lige fra jord til flaske stilles der bestemte krav og der kontrolleres hele
vejen. Siden 1979 skal den færdige vin desuden igennem en smagstest før den kan
oppebære betegnelsen Appellation Controlée.
VDQS :
Vins Délimités de Qualité Supérieur. VDQS er
en gruppe, som bliver mindre og mindre, idet flere og flere dyrkere har fundet
ud af at man lige så godt kan gøre sig umage. Arbejdet er næsten det samme, men
hvis man har færre, men bedre vinsorter på sin jord og er mere omhyggelig, så
bliver resultatet også at man til sidst står med en højere kvalitet. Når nok gør
det i et VDQS område, ender det med opgradering til AOC.
VIN de PAYS:
Den største del af VdP vinene kommer
fra Sydfrankrig. Der er mest tale om gode landvine, hvortil myndighederne
også har nogle regler, der skal opfyldes. Anerkendte druesorter er en selvfølge,
arealudbyttet, regler om gæring til en vis alkoholprocent. Vinen skal også være
typisk for sit område og type. Generelt må man høste betydelig mere i VdP
end i de to øverste kategorier.
VIN de TABLE FRANCAIS:
Den laveste kategori, hvor
forbrugerne kun får at vide, at vinen er fransk. Der må ikke stå noget nærmere
om geografisk oprindelse. Betegnelser som ”landvin” og lignende må ikke nævnes.
Det vil nemlig indikere, at vinen kommer fra ”landet”
Vin de table vine er
forbløffende ens fra år til år, hvilket skyldes producenternes dygtighed. Her er
det tilladt at blande vine fra forskellige egne og dermed opnå bestemte
sødme/tørhedsgrader, let eller fyldig o.s.v. Mange gange er VdT vine
overskudsvine fra vinmarker, der har begrænset udbytte f.eks. AOC. En VdP
vin har ikke altid årgang, og bør aldrig ”gemmes” Købes ind til den
lejlighed, der tænkes på og får man noget til overs, skal det som regel anvendes
inden for det næste ½ til hele år.
KLASSIFIKATIONER
En anden væsentlig faktor som har gjort franske vine anerkendt, er de
forskellige klassifikationer.
For ”ikke kendere” kan det være en
vanskelig sag at håndtere. Mange føler sig sikret, hvis de står med en ”Grand
Cru”, men sandheden er, at mange distrikter har en klassifikation. Den
mest kendte og måske vigtigste er MEDOC KLASSIFIKATIONEN AF 1855, som i dag må
siges at være lidt af et museumsstykke. Lavet i årene op til 1855 og præsenteret
ved verdensudstillingen. Egentlig ikke for franskmændene. De havde faktisk
allerede en ”uofficiel klassifikation” nemlig prisen på vinen. Hvis pris
og kvalitet hang sammen, havde man en køber. Var vinen derimod for dyr eller
dårlig, kom man bare ikke af med den.
Det var mest Bordeaux’ største marked – England, som havde brug for en
rangorden for at finde hoved og hale på alle vinene.¨
Médoc’ Grand cru Classé fra 1855 var primært ønsket af englænderne, men
senere blev den dog anerkendt og berømmet af såvel franskmændene selv som alle
os andre. 62 slotte blev placeret i fem cru (klasser). I knap 150 år har
man generelt anerkendt rangordenen, men der har væren mange tiltag for at få den
ændret eller udvidet. Gennem så mange år er det sket en kolossal udvikling på
alle områder. Dels har hver ny generation haft indflydelse på udviklingen
på både dyrkning, fremstilling og lagring, mange slotte har fået er nye
ejere, for ikke at tale om hele den teknologiske udvikling, der på forskellige
tider har vundet indpas på de enkelte slotte, har været med til at ændre type og
kvalitet på mange vine. En vin der i 1855 blev placeret i 3. cru, kan udmærket
have udviklet sig og burde i dag måske være i 2. cru, lige som en vin fra 5. cru
måske skulle helt ud af klassifikationen.
Det er klart at en vingårdsejer gerne ser sit slot avancere i
klassifikationen, men absolut ikke ønsker at blive degraderet. Derfor har det
altid været ”sprængstof” når der har været tiltag til ændringer.
Den væsentligste ændring skete i 1973 da Château Mouton Rothschild endelig
blev fundet egnet som Premier Grand cru Classé – den højeste. Det var Baron
Philip de Rothschilds næsten livslange kamp, der her blev belønnet. Han var dybt
utilfreds med slottets placering i ”anden cru”, da han i 1920erne overtog
slottet.
Det er på grund af alle disse facts, og mange flere, der gør at vi kalder
1855 klassifikationen et museumsstykke, selv om vi trods alt er enige i måske
75% af den.
Andre klassifikationer
Sauternes
Andre franske vindistrikter har
klassifikationer. Sauternes’ Grand cru Classé er ligeledes fra 1855 men
omhandler kun 25 slotte. Et af disse er ”outstanding” Château d’Yquem som
er Grand Premier Cru, lige herunder finder vi de 11 Premieres Cru og 13
Deuxièmes Crus.
Saint-Émilion
Saint-Émilion fik sin klassifikation
nøjagtig 100 år efter, i 1955 blev disse vine for første gang klassificeret og i
1958 kom en bekræftelse herpå. Saint-Émilions klassifikation er ganske brugbar,
idet man her reviderer listen omkring hvert tiende år eller efter behov. Således
har man revideret i 1969 og i 1986.
Klassifikationener opdelt i Premier Grand cru Classé A med kun 2
Chateaux, Premier Grand cru Classé B med 9 og endelig Grand cru Classé der
omfatter 64 slotte i dag.
Graves
Graves klassifikation af 1959 er den officielle
benævnelse, men faktisk havde man en klassifikation i 1953, der blev ændret i
’59. Det pudsige ved Graves klassifikation er at man her har en rangorden
for såvel de røde som de hvide vine. Egentlig naturligt nok, da begge typer vin
produceres her i rigtig gode kvaliteter. De føromtalte distrikter er kun kendt
for de vine der er klassificeret. Hvide Médoc vine for eksempel er sjældent værd
at skrive hjem om.
For de røde vinens vedkommende blev det eneste top-slot undtagelsesvis taget
med i Médoc klassifikationen i 1855 (Château Haut-Brion er en Premier Grand cru)
Den er også klart bedre end samtlige øvrige Graves vine.
Af røde Graves
Chateaux’ er i alt 13 Grand cru Classé mens kun 9 slotte er
klassificeret for deres hvide vine. Flere af slottene er klassificeret for
både deres røde og hvide vin.
Médoc Cru Bourgeois
Denne klassifikation er en ”underlig” størrelse. Den blev oprettet i 1932 og
mere end 600 slotte har ret til at skrive Cru Bourgeois på etiketten. Der findes
imidlertid et privat syndikat og det er kun disse medlemmerne, der enten kan
skrive Grand Bourgeois Exceptionnel, Grand Bourgeois og laveste kategori slet og
ret Bourgeois.
