På den sydligste spids af halvøen Kintyre ligger Campbeltown.

I midten af 1800 tallet var der over 30 destillerier i Campbeltown, som alle lavede en kompleks, salt, fyldig og svagt tørvet whisky. Men så løb kulminen tør, folks smag skiftede fra de fyldige whiskyer med stor krop og meget smag, til de blødere Speyside whiskyer, og krisen begyndte at kradse. Dødsstødet for Campbeltown kom, da de tilbageværende destillerier begyndte at forsyne amerikanerne med whisky under forbudstiden. Umiddelbart var det vel en god ide; men da griske destilleri manegers fandt ud af, at amerikanerne var villige til at aftage hvad som helst, begyndte man at sælge dem andenrangs whisky. Herved opstod det rygte, som egentligt var velbegrundet nok, at Campbeltown whisky var noget inferiørt stads. I en branche hvor man lever af at sælge smag og velvære, og hvor ens omdømme betyder ufatteligt meget, var dette ensbetydende med Campbeltown whiskyernes endeligt. Kun tre destillerier findes i dag i Campbeltown. Springbank og Glen Scotia der repræsenterer den engang så stolte Campbeltown stil og det tredje destilleri, nemlig Glengyle (Kilkerran), som begyndt at producere i 2004. Så indtil videre må vi nøjes med at nyde det nye Glengyle samt Springbank og Glen Scotia, som alle er fortrinlige repræsentanter for Campbeltown, med Springbank i rollen som størst. Man skal lede længe efter en mere elegant, og forfinet whisky. Den udstråler harmoni og kompleksitet, og de ældre udgaver er rene perler. Glen Scotia er ikke langt efter. Knap så meget tørv og ikke helt så elegant, men med en mere salt smag. Til sidst nye Glengyle med kraft, fedme og fylde. Alle tre fremragende destillerier.